Den 14. april 2014 var den største og vildeste dag i hele mit liv. Jeg fødte min og NC’s lækre lille søn.
Som mor tror jeg (sådan har jeg i hvert fald haft det), at man har brug for at snakke om sin fødsel flere gange, da det er så stor og så vild en oplevelse. For nogle går det rigtigt godt (det var mig), og for andre er det hårdere og ikke så nemt.
Men jeg er i hvert fald blevet spurgt, om jeg vil fortælle kort om min fødsel, og selvfølgelig vil jeg det.
Søndag den 13.04.2015 var jeg ude og spise brunch med min veninde Cille. Jeg brokkede mig enormt meget over, at jeg ikke havde født endnu.
Om mandagen den 14. havde jeg tid på Svangreklinikken til tjek og evt. igangsættelse, da jeg på det tidspunkt var i uge 41+0.
Natten til mandag omkring kl. 3 gik mine veer stille og roligt i gang. De tiltog, og da jeg var på toilet, kunne jeg se, at slimproppen var gået.
Kl. 4 vækker jeg min mand, og jeg skal da love jer for, at jeg aldrig har set ham komme så hurtigt ud af sengen som den morgen. Han fik tøj på og fik mad, så han var klar til at tage afsted. På det tidspunkt var der ca. 5 min. mellem mine veer.
Jeg ringede til fødegangen første gang lidt over halv seks. De bad mig ligge mig ned og tage et par panodiler. Det gjorde jeg, mens NC hentede min mor, der skulle være med til fødslen.
Ca. en lille time efter ringer jeg til fødegangen igen, da der nu kun er små 3 minutter mellem veerne, og de begyndte at gøre ret ondt. Da de kunne se, at vi havde et stykke at køre (fra Svendborg til Odense), sagde de, at vi bare kunne komme. Så vi kørte til Odense, og det var nok den længste tur til Odense, jeg nogensinde har prøvet :p
Lidt over 8 blev jeg undersøgt på en stue af en jordmoder, den samme jordmoder der var hos mig, til efter jeg havde født. På det tidspunkt var jeg åbnet 4 cm, så jeg kunne ligesom regne ud, at der var lidt lang vej endnu.
Så gik det ellers stille og roligt derud af. Jeg prøvede tit at skifte stillinger, da jeg kunne mærke, at hver gang jeg lå/stod/sad på en ny måde, tog det lige den værste smerte fra nogle af veerne. Jeg har godt nok ikke den store tidsfornemmelse fra den dag, men på et tidspunkt hen på formiddagen kommer jeg i badekarret på fødestuen, i håb om at det kunne tage noget mere smerte. Desuden fik jeg lavet lavement, så min tarme lige blev tømt (det var godt nok underligt, men nok ikke lige så klamt, som hvis jeg havde haft fyldte tarmen, når jeg skulle presse 😀 Ha ha)
Mens jeg lå i badekarret skiftes min mor og min mand til at gå ned og få noget at spise, da vi jo ikke rigtig vidste, hvor lang tid der ville gå endnu.
Jeg kan huske, at jeg siger til min mand, mens jeg ligger nøgen i badekarret med kraftige veer, at “næste gang jeg snakker om at få en baby, så køber vi fandme en hund i stedet”. Det var der flere, der synes var sjovt. I situationen var jeg dog ret alvorlig :p
Mens jeg ligger i badekarret går mit vand, så vandet bliver skummende og “ligner mælk”, som jordmoderen sagde.
Jeg kommer op af badekarret, for presseveerne var startet. Jordmoderen undersøger mig, og jeg var åbnet 9 og 3/4 cm.
Ca. kl. får jeg lov til at begynde at presse. Der går min mor ud fra stuen, da hun synes, at min mand og jeg skulle have øjeblikket selv. Hvilket jeg synes var dejligt, men også dejligt at jeg vidste, hun var i nærheden, hvis jeg fik brug for hende.
Mens jeg ligger der og prøver at presse den her unge ud, så siger jordmoderen lige pludseligt, at ved den næste presve må jeg ikke presse, og jeg skal i stedet lægge mig på siden. Det var for at undgå, at jeg sprak for meget.
Men efter det var der ikke mange pres tilbage, og kl. 14.28 blev den lækreste dreng født <3
Han målte 57 cm og vejede 4310 g. Så en god størrelse baby.
Jeg sprak under fødslen, hvilket langt de fleste førstegangsfødende gør. Jeg fik der, de kaldte for en grad 2 sprak, hvilket indebar at noget af musklen også var sprukket. Det gjorde skide ondt, da det skulle syes, og de måtte give mig ekstra bedøvelse, da jeg kunne mærke det ret meget. Men det gik, og til 8-ugers undersøgelsen ved lægen var det rigtigt flot og helt helet.
Efter jeg var blevet syet, kørte vi fra Odense og til Svendborg, hvor vi blev indlagt på Barselsgangen. Der kæmpede vi rigtigt meget med amningen, og måtte til sidst ty til flasken, da han skreg og skreg og skreg endnu mere, fordi han var sulten og ikke fik mad nok. Desuden løb min mælk aldrig helt til. Desværre. Men det er en anden historie, I kan få en anden gang, hvis I har lyst :p
Men det var i hvert fald fortællingen om fødslen af min lækre Philip. Det var en god fødsel, og jeg fik intet smertestillende eller nogen epidurel, så jeg klarede den helt naturel, hvilket jeg er ret glad for, for det var godt nok en vild oplevelser. Jordmoderen blev også ved med at sige, at det var en god og nem førstegangsfødsel. Så det er jeg glad for.
Jeg håber i hvert fald, at når jeg næste gang skal føde, at det så går lige så nemt som med Philip 🙂
xoxo
Sarah
